Ikea tilbagekalder børneseng
Kritter- og Sniglar-børnesengene fra Ikea bliver nu tilbagekaldt af den svenske møbelgigant.
Syv kunder har således oplevet, at den metalstang, der holder sengehesten fast til sengen, er knækket. Har man købt børnesengene, kan man få et gratis reparationssæt, hvis man kontakter Ikea. Når sengehestene på sengene knækker, kommer der skarpe kanter, som børnene kan komme til at snitte sig på. Indtil videre er ingen børn dog kommet til skade ifm. de ødelagte senge.